Copenhagen Marathon - alt eller intet taktikken

Det er et år siden, jeg løb mit første maraton. Et år siden, at jeg gik fra træne til sprint på rulleskøjter, træne efter at have store, stærke lår, hvis eneste formål var at lave huller i asfalten ved afsæt. For et år siden blev jeg overraskende nok grebet af at løbe..

Derfor havde jeg glædet mig i lang tid til at skulle deltage i Copenhagen Marathon endnu engang. Stemningen omkring løbet, de mange deltagere, Samba pigerne (som der desværre ikke var så mange af i år), de ømme fødder og ikke mindst den fede følelse af at krydse målstregen efter x antal timer.

De kloge løbeeksperter siger "løb i et tempo, så anden halvdel af løbet er hurtigere". Ja, de er kloge. Men min taktik var - "alt eller intet". Der ligger for meget konkurrencemenneske i mig til at jeg vil løbe et løb, og komme "frisk" i mål. Mit mål er at jeg VIL under 3 timer en dag. Jeg vidste på forhånd, at det ikke ville blive i år. Men jeg ville smage på farten i år.

Derfor løb jeg med 3 timers gruppen på den første ½ maraton. Det gik fint, lige indtil min krop fandt ud af, at mine lår stadigvæk er store, og ikke ligefrem er skabt til at løbe langt. Så ved 25 km satte trætheden sig ind, og jeg gik stille og roligt ned i tempo. Desværre lidt for meget. På intet tidspunkt havde jeg kriser, jeg løb simpelthen bare langsomt.

Sluttiden blev 3.20t, altså et tab på 20 min på den sidste del. Er jeg tilfreds.. næ. Ville jeg følge samme taktik igen.. ja. En dag virker den, og så hedder tiden under 3 timer.

Jesper